11-08-2014

Dø dø dø!

Mine chili-planter er alle døde.

Jeg startede med at stille dem på altanen, hvor de nok har haft det for koldt. Da der ikke kom noget ud af det, fik jeg to planter af min kollega, som også havde givet mig frø til at starte med.

De to planter havde det fint, men i sommerferien gik de alligevel til, da jeg ikke var hjemme til at passe dem.

Jeg magtede således ikke opgaven og må hver dag udsættes for hån og spot. Det kan kun blive bedre næste år.

Etiketter: Bittert!
19-04-2014

Chilies in the making

Jeg har netop plantet sæsonens chiliplanter. Vejret var skønt til lidt "havearbejde".

Som det fremgår af billedet, bruger jeg de forskellige potter, jeg har erhvervet mig i tidens løb. Det ser ikke så organiseret ud, men det fungerer.

Jeg har fået frøene af en sød kollega. Det er Jalapeños. De har ligget en lille uge i en våd køkkenrulle. Jeg har så plantet de frø der er spiret.

Etiketter: Fornøjelse
06-04-2014

Husk at lukke databaseforbindelserne

Det er genialt med weekender, hvor man ingenting skal. Det kan ofte blive dyrt for mig, fordi jeg kan sidde og surfe på nettet og finde ligegyldige ting, jeg bør købe. Jeg har dog brugt under 500 kr. på den konto indtil videre.

Jeg har også brugt lidt tid på at tage hånd om de fejl, der er dukket op her på siden. Flere har oplevet, at de ikke kunne tilgå siden. Men efter et minut eller to bliver den tilgængelig igen. Jeg har været i dialog med Surftown om, der er noget galt med serveren, for det er ikke et problem der har været tidligere. Og jeg har ikke pillet ved den bagvedliggende kode, siden stort set siden, den kom online for år tilbage.

Jeg troede til at starte med, at problemet bundede i mine aggressive xhtml-krav. Det var noget, jeg gik meget op i engang. Jeg har prøvet, at pille det fra, men det var helt uden effekt på problemet.

Det gjorde det dog lettere, at se fejlmeddelelserne. Fejlmeddelelserne kunne nemlig ikke vises tidligere, da den standard-html-kode, der viser fejlmeddelelserne ikke er skrevet i korrekt xhtml.

Fejlmeddelelsen leder mig i retning af den control der styrer blokken med Blogarkivet. Den der viser Antallet af indlæg fordelt på måneder og år i højre side.

Jeg har faktisk tidligere bemærket, at den blok somme tider ikke blev indlæst, men at den bare blev efterladt tom. Så det var ikke fremmed for mig, at der kunne være et problem her. Siden er dog altid blevet vist alligevel, så problemet har ikke rigtigt været grelt før nu.

Jeg tænker at ændringen skyldes webhotellets flytning fra ét kontrolpanel til at andet, men jeg ved det ikke.

Jeg opdager, at jeg opretter en ny forbindelse til databasen for hver måned og år i listen. Så det er jo noget, der vil blive tungere og tungere med tiden.

Generelt kunne koden godt optimeres ved at lave én database-forbindelse og hente alle dataene én gang for alle. Men jeg finder ud af, jeg ikke lukker forbindelserne igen, og på den måde laver jeg altså i øjeblikket 80 åbne databaseforbindelser bare på den lille blok.

Det kan ikke være optimalt. Så jeg har tilføjet denne linje i to funktioner:

myConn.Close();

Jeg håber det hjælper.

Etiketter: Webudvikling
05-04-2014

Krise!

Jeg har fået en mail fra Amazon, hvor de gør mig opmærksom på at en af de mest geniale features ved Amazon er nedlagt i Danmark.

Det drejer sig om FREE Super Saver Delivery, som gjorde det muligt, at få leveret en lang række produkter gratis. Selv til Danmark. Noget jeg har gjort stort brug af. Man skulle blot købe for mere end 25£ af de omfattede varer for at få fragten gratis.

Jeg vil nu sørge over, at denne mulighed ikke er mere. Det var en af de ting der gjorde amazon.co.uk helt fantastisk.

Etiketter: Bittert!
22-03-2014

Nye briller på vej

Sidst jeg købte nye briller var efter en statistik-eksamen på Handelshøjskolen. Grunden til jeg husker det var, at jeg om morgenen ca. 30 min. før, ødelagde mine daværende briller. De var i stykker lige ved næsestykket, men det lykkedes mig at reparere dem med noget tape. Og jeg nåede da også eksamen - kun lidt stresset.

Nu er der så gået 7-8 år og det har længe været tydeligt, at jeg burde købe nye briller. De var super fede, da jeg købte dem, men moden har ændret sig flere gange siden og antirefleks-laget er begyndt at krakelere.

Mit syn har også ændret sig, så jeg ser i virkeligheden ret elendigt. Optikeren i dag var en smule bekymret for de 200 km., jeg har kørt hver dag de sidste to år.

Jeg har i flere omgange forsøgt at finde et par nye briller, jeg kunne lide nok til at købe dem, men det har ikke været så let. Nu er det så alligevel lykkedes mig. Desværre er de først blevet bestilt i dag - så der går lang tid før jeg får dem. Jeg glæder mig!

Mærket er Gucci. Prisen er 6.800. Jeg valgte naturligvis ikke en af de briller, der var med i det ellers vældigt opreklamerede aldersrabat-show. Det er aldrig lykkedes mig. Jeg får dog 10 % rabat via en firmaaftaleordning og så hjælper det også lidt at være medlem af Danmark.

Etiketter: Life
20-03-2014

Forever debugging

Det er netop gået op for mig at min side (Den du kigger på lige nu, hvis du altså ikke læser dette via en RSS-reader) altid har stået i Debug-mode.

Det er det der har gjort at den altid har været enormt langsom! Jeg har tit tænkt, at det var utroligt så tung den virkede, men har jo så bare skudt skylden på min host Surftown. Jeg har endda flere gange tænkt jeg måske skulle prøve at oprette nogle flere indeks i databasen for den øvrige kode og sql-udtræk er i virkeligheden ret optimeret.

Efter jeg har ændret compilation-taget fra debug="true" til debug="false" er siden blevet meget hurtigere. Præcis som man forventer en side skal reagere. Det er sgu da lidt for dumt jeg ikke har tænkt på det før.

Den skal nok have stået til false den første gang den kom online, men så har der jo sikkert været en fejl på et tidspunkt, der skulle debugges, og så er det aldrig blevet ændret tilbage. Tsk Tsk Tsk.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg lagde hennebergdesign.com online fra min egen server. Den mangler stadig indhold. Men det er ikke min opgave.

Nu har det været rettet i et par uger. Men er I enige i, at siden er blevet hurtigere?

Etiketter: Webudvikling
Side 2 af 25 Navigation: 1 2 3 4 5  ...